25. februar 2022

Fagprøve i Matas: Sasha sætter fokus på allergivenlig makeup

22-årige Sasha Polat fra Middelfart har fagprøve i Matas i Middelfart i uge 14, hvor hun vil have fokus på det allergivenlige mærke Miild SkinLove.

Middelfart: I uge 14 vil der være ekstra aktiviteter i Matas i Middelfart, når 22-årige Sasha Polat skal vise, hvad hun har lært igennem de sidste 20 måneder, hvor hun har været i gang med at uddanne sig til materialist.

"I uge 14 vil jeg sætte fokus på mærket Miild SkinLove, som er det første makeup-mærke i verden med hele tre anerkendte certifikater på sig. Det er vigtigt for mig at sætte fokus på det, da vi ser en stigende vækst i kunder, der kommer ind med forskellige allergityper. Det er en del af min afsluttende uddannelse, jeg vil udstille og selv fortælle om mærket, og derudover får vi besøg af en konsulent fra Miild tirsdag og fredag fra 10-15, som også vil være til rådighed, hvis man ønsker vejledning eller ønsker en quick-makeup. Derudover vil der køre en konkurrence i løbet af ugen."

Sasha Polat holder også kundeaften torsdag den 7. april fra klokken 19-21 i Middelfartsalen, hvor Tanja, én af stifterne bag Miild SkinLove, kommer og fortæller om produkterne. Der vil være lidt godt til ganen og en spændende sansebar. Der kører 20 % på alt Miild SkinLove denne aften, og tilmelding foregår i butikken, hvor en billet koster 50 kroner. Billetter kan også reserveres på butikkens telefon eller på deres Facebook og Instagram. Der vil denne aften også køre en købsbetinget konkurrence, og der vil være goodiebags til alle købene kunder.

Sasha Polat glæder sig meget til sin fagprøve.

"Det bliver en rigtig spændende uge, og jeg glæder mig meget til at vise alt det, jeg har lært. Efter fagprøveugen skal jeg evaluere, hvad der gik godt, og hvad der ikke gik så godt og på den måde reflektere over, hvad jeg kunne have gjort bedre eller anderledes," siger hun og tilføjer: - "Mine kollegaer og jeg har haft en grundig aftentræning i mærket med en produktgennemgang, så alle er opdateret og nu har et bedre kendskab til alle produkterne."

En grundig forberedelse
"Jeg gik i fuld gang med planlægningen af min fagprøve efter jul, da der ligger en masse arbejde og planlægning bag ugens forløb med varebestilling, produktion af flyers, planlægning af udstilling, aktiviteter og produktbeskrivelser," siger hun.

Mandag den 11. april er Sasha Polat færdig med sin fagprøveuge.

"Når ugen er ovre, skal jeg have lavet en rapport, som jeg skal aflevere den 24. maj, og den 16. juni skal jeg op og forsvare mit arbejde ved en mundtlig eksamen."

Hvis alt går som planlagt, er Sasha Polat udlært materialist den 1. august efter to års uddannelse.

Tilbage til oversigten

Følg med på Facebook

Læs også